Immanuel Frederik Eschricht

Alberti, Peter Adler, f. 10. Juni 1851 i Kbhvn, Søn af ovenn. G. C. A., blev 1868 Student, 1873 cand. jur. samt derefter Fuldmægtig hos sin Fader; 1876 Overrets- og 1881 Højesteretssagfører. 1887 blev han Faderens Suppleant i Bestyrelsen for den sjællandske Bondestands Sparekasse og dermed hans naturlige Arving som Formand 1890; fremkaldte 1888 ved en dygtig ledet Agitation Dannelsen af Sjællands (senere Østifternes) Brandforsikring for mindre Landbygninger og blev dens første Formand indtil 1891; fik ligeledes 1888 grundlagt Danske Landmænds Smøreksport-Forening, hvis Ledelse han senere varetog, og vandt ved sin Del i disse tre Institutioner stor Indflydelse i Bondestanden. Medens han hidtil havde holdt sig uden for det politiske Liv, stillede han sig April 1892 til Folketingsvalg i Køge og fortrængte V. Hørup fra den Plads, han havde haft inde i 16 Aar, og dermed fra umiddelbar Deltagelse i det politiske Liv. Senere vidste A. ogsaa at hævde denne Kreds for sig trods heftig Modstand fra radikal og socialdemokratisk Side. For at styrke sin politiske tilling grundlagde han Septbr 1892 med stor Forretningsdygtighed Dagbladet »Dannebrog± som Organ for det moderate Venstre. I Folketinget sluttede han sig straks til denne Gruppe og var med at forberede det politiske Forlig, men trak sig i sidste Øjeblik svigefuld tilbage, da Vedtagelsen forestod Apr. 1894, og rettede i de flg. Aar endog skarpe Angreb paa Gruppens Leder F. Bojsen. 1895 gik han med til Dannelsen af Venstre-Beformpartiet og var siden en af dets Førere, blev straks Medlem af Finansudvalget og senere af andre vigtige Udvalg. Han tog ivrig Del i Arbejdet for de ny Skattelove og for Tiendens Afløsning, og var 1900 Hovedophavsmanden til, at Køedt’s Toldlovforslag strandede, da det syntes Sejren nær. Juli 1901 blev han Justitsminister og forblev i denne tilling 1905 ved Venstreministeriets Omdannelse. Han knyttede særlig sit Navn til Udviklingen af Islands statsretlige Selvstændighed 1903, til Loven om forbryderske og forsømte Børn og Tillægget til Straffeloven (den saakaldte »Pryglelov±) 1905, samt til Afskaffelsen af den offentlige Prostitution 1906, endvidere til Lovene om Bekæmpelse af Tuberkulosen 1905. Ligeledes tog han virksom Del i Arbejdet for Retsplejens Omordning med Offentlighed, Mundtlighed og Nævninger. I sin Forvaltning viste han stor Lyst til at bryde med overleverede Regler og indgroede Sædvaner samt til at følge sit fri Skøn; dette medførte ikke alene et aabent Brud med Sundhedskollegiet 1906, men ogsaa, at der faldt et stærkt Skær af Vilkaarlighed over hans Styrelse. Som Taler var han uforfærdet i Forsvar og ubarmhjertig i Angreb. 1907-08 rejstes gentagne Klager over hans Forvaltning med nærgaaende Beskyldninger for, at han misbrugte sin Myndighed til at skaffe sig personlige Fordele, men han tilbageviste dem med stor Kløgt, – skønt de i Virkeligheden var vel begrundede. Dog svækkedes derved hans Stilling som Minister, og hans Embedsfæller ønskede hans Afgang. Da han i Maj 1908 havde faaet Loven om Rettens Pleje vedtaget i Rigsdagen og saaledes løst den sidste store Opgave, der endnu paahvilede ham, tog han 24. Juli, netop 7 Aars Dagen for sin Udnævnelse til Justitsminister, Afsked som saadan og hædredes med Titlen som Geheimekonferensraad. Endnu 3. Septbr havde han den Dristighed at overvære det kgl. Skydeselskabs Fugleskydning som i sine fulde elmagtsdage. Saa meget mere overraskende var det, at han kun 5 Dage efter meldte sig til Kbhvn’s Politi som skyldig i Bedrageri og Falsk, øvet mod den jællandske Bondestands Sparekasse. Han havde nemlig i henved en Snes Aar, altsaa næsten fra Beg. af hans Forvaltning af samme, bedraget den for omtr. 18 Mill. Kr. (omtr. Halvdelen af dens Kapital) og saaledes skændig skuffet den ubegrænsede Tillid, der var vist ham; han havde forbrugt Summen til vilde Børsspekulationer. Efter omfattende Undersøgelser, som han forsætlig forsinkede saa meget som muligt, saavel over hans Bedragerier som over hans mbedsførelse dømtes A. 17. Decbr 1910 til 8 Aars Tugthusstraf, hvilket var Lovens højeste Straf. Uden at forsøge en Indankning af Dommen til Højesteret tiltraadte han faa Dage senere sin Straf i Horsens Tugthus. Nogen særlig Tiltale for hans Embedsforbrydelser rejstes ikke, da Straffen herfor dog vilde blive opslugt af den forud ikendte Straf. Sørgeligt og beskæmmende var det for Landet, at saa udmærkede Evner var blevne misbrugte paa saa skammelig Maade og til saa stor Fortræd for Samfundet. E. E. (Salmonsens konversationsleksikon)